Om sagen


Om indsamlingen


Som måske bekendt er der indgivet ansøgning til Holbæk Kommune om etablering af en MEGA-stor svinefarm på Løserupvej 55 beliggende vest for det fredede og Natura 2000-beskyttede område Udby Vig (habitatområde 136). Fredningen omfatter sjældne orkideer og mange andre planter, der lever på næringsfattig jord.


Myndighederne er forpligtet af EU’s habitatdirektiv til at sikre eller genoprette en gunstig bevaringsstatus for de arter og naturtyper, som området er udpeget for. Miljøforeningen på Tuse Næs mener ikke, at Holbæk kommune (og øvrige myndigheder) lever op til hverken fredningen efter fredningslovgivningen eller forpligtelsen til at sikre eller genoprette en gunstig bevaringsstatus for området, idet områdets tilstand gennem flere år er blevet forværret, så området er blevet stadig mindre egnet som levested for de udpegede arter og naturtyper[1].


Forværringen af tilstanden skyldes tilførsel af næringsstoffer fra landbrug, herunder ammoniak fra nærliggende svinefarme. For eksempel er orkideerne næsten forsvundet, selvom det for år tilbage var en af landets orkide-rigeste områder. Til gengæld stortrives græs og brændenælder på grund af næringsstofforureningen.


Én af Holbæk Kommunes kompetencer i forbindelse med beskyttelse af området er, i henhold til habitatdirektivet, at begrænse tilladelser af enhver slags, der risikerer at skade Natura 2000-området. Det er tilsyneladende ikke dét Holbæk Kommune gør! Tværtimod er der gennem de senere år givet flere tilladelser til udvidelse af svinefarme på Tuse Næs.


Nu foreligger en ansøgning om etablering af en meget stor svinefarm i kort afstand fra Natura 2000-området. Der er p.t. ingen tegn på, at kommunen vil meddele afslag på ansøgningen af hensyn til Natura 2000-området! Det er miljøforeningens klare mening, at tilladelse til farmen skal nægtes i henhold til habitatdirektivets artikel 6, stk. 3. Denne bestemmelse kan og skal administreres direkte af Holbæk Kommune, såfremt de danske love og bekendtgørelser ikke har implementeret bestemmelsen rigtigt.


Derfor har miljøforeningen søgt juridisk bistand med det formål at forhindre tilladelse til den store svinefarm. Sagen er juridisk kompliceret, men meget principiel, og dens udfald kan få meget stor betydning for andre ansøgninger i hele landet om etablering af svinefarme ved Natura 2000-områder.


Vi beder derfor om bidrag fra miljøforeningens medlemmer - og alle andre, der har interesse i sagen.


Vores advokat har oplyst, at omkostningerne til et fuldt sagsforløb skønsmæssigt vil kunne løbe op i 250.000 kroner plus moms, men i første omgang drejer det sig om ca. 60.000 kroner plus moms.


Ud over bidrag fra medlemmer vil vi til sagens eventuelle videre forløb søge midler hos virksomheder og organisationer samt gennem crowdfunding. Bestyrelsen vil sørge for et fuldt gennemskueligt regnskab, og ved større donationer vil det være muligt at lave en aftale med os om delvis tilbagebetaling af beløb, som ikke anvendes til advokatsalær.


Vi håber på din donation, stor eller lille, på MobilePay nr. 18959 eller reg.nr. 5373 konto 0240883. Skriv gerne ”donation” og eventuelt dit telefonnummer eller email-adresse som tekst.



[1] Naturtyper: Vadeflade (1140), bugt (1160), enårig strandvegetation (1310), strandeng (1330), surt overdrev (6230), tidvis våd eng (6410), rigkær (7230), bøg på muld (9130), ege-blandskov (9160), elle- og askeskov (91E0).